Har du en angstlidelse?

Er du nærmest konstant bekymret eller overmandes du ind imellem af panik, så du tror, at du skal dø eller måske miste kontrollen og blive sindssyg? Eller er du fx angst for at forlade dit hjem eller for at fejle noget livstruende – eller måske meget bange for, at andre mennesker skal kritisere dig eller ydmyge dig? Eller er du plaget af tvangstanker, tidskrævende ritualer eller voldsomme mareridt og genoplevelser af voldsomme oplevelser?

Hvis du kan genkende disse eller lignende symptomer i en grad, så de griber for meget ind i dit liv og forhindrer dig i at leve, som du egentlig gerne ville, så kan du meget vel være kendetegnet ved en angstlidelse. Angstlidelser findes i flere sværhedsgrader, fra milde symptomer til symptomer, der er så invaliderende, at en almindelig livsførelse ikke er mulig.

At have en angstlidelse kan altså påvirke dit liv på mange måder, og gøre dit liv meget uoverskueligt. Men selvom det måske lige nu kan virke svært eller måske ligefrem helt umuligt, så er det faktisk meget sandsynligt, at du kan slippe af med din angstlidelse.

Kognitiv adfærdsterapi er en særdeles effektiv behandlingsform, som hjælper ca. 80 % af alle de mennesker, som lider af angst. De fleste af de mennesker, som vi ser i klinikken, bliver helt raske og har altså ikke længere, efter endt behandling, en angstlidelse. Med denne behandlingsform og -metode vil du hurtigt kunne opnå større og relevant viden om dine symptomer og lære at reducere dem – et skridt ad gangen. På den måde vil du også kunne genvinde din selvtillid til at gøre dét, som du har brug for og dét, som du har lyst til at gøre mere af i dit liv.